Et andet Hjem – andre muligheder

Et andet Hjem – Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962 af Helle Hvenegård-Lassen. Museum Tusculaums Forlag/ Det kongelige Bibliotek, 2008.

Af Nina Søndergaard

Kvindelig Læseforening stiftedes inden folkebibliotekernes udbredelse. Lejebiblioteker fandtes, men var ikke sømmelige for borgerskabets damer. Altså dannede de deres eget bibliotek og læsesal, der efterhånden udvidedes med café, studenterforening og – fripladser, foredrag, læsekredse, børnebibliotek og hotelvirksomhed. Kun kvinder sad i bestyrelsen og kun kvinder optoges som medlemmer (de første mange år i hvert fald, senere kom mænd med).

Det var en tid hvor kvinder ikke var velkomne på videregående uddannelser, ikke havde stemmeret eller mange muligheder for at gøre sig gældende i samfundet. Gifte kvinder fik først lov at disponere over egne penge i 1880. Mange af aktørerne i bogen var ugifte, hvilket dengang var langt mere stigmatiserende end nu. Især da det kvindelige ideal og mål så entydigt lå i moderskabet. Selv de barnløse kvinder hyldede moderfiguren (fx Selma Lagerlöf).

Hvenegård-Lassen er bibliotekar og hendes kærlighed til biblioteker som videnscentre er tydelig i bogen, som rummer flere historier og facetter end man kunne forledes til at tro. Her er en historie om private initiativer og om en bevægelses fødsel, flytninger, fremgang, fester og fald. Der er litteraturhistorie – fx at finde en balance mellem lødig og populær litteratur og nordisk mod fremmedsproget litteratur. Der er diskussioner om målet for kvinder (interessant at læse at ikke alle kvinderne ønskede politisk indflydelse eller adgang til universiteterne, blot åndeligt frirum) og så er der kvindehistorier i bogen.

Læser man Et andet Hjem med queer-briller er der i hvert fald masser af interessante introduktioner til kvinder, hvis levned gerne måtte undersøges nærmere. Det skal siges at Hvenegård-Lassen beskriver foreningens historie og ikke skriver biografier om kvinderne, altså skal hun ikke klandres for ikke at gå nærmere ind på aktørernes privatliv. Det har andre gjort, men uden at tage fat på de lesbiske temaer der kører som en understrøm i perioden. Fx får vi blot at vide at Selma Lagerlöf flere gange gæstede Damehotellet, men ikke at Lagerlöf var lesbisk. Den karismatiske forkvinde og ugifte Sofie Albertis privatliv afsløres der intet om. Dog får vi at vide at Ellen Branth (medlem af KL og i opposition til Alberti) levede op til fordommene om den mandhaftige kvindesagskvinde med sit slips, herrehat, cigarer og veninden Mylle Petri…

Med så meget fyld på historien om en læseforening er det i orden at Hvenegård-Lassen ikke beskæftiger sig med homohistorie, men fremover kunne det være rart hvis biografer tog fat på dét tema frem for at underspille det. I hvert fald er jeg næppe den eneste der fandt det lesbiske aspekt lige så spændende som diskussionerne om hvilken politisk eller litterær retning KL burde tage.