Vi skifter navn og flytte adresse til:

http://prosexfeminisme.wordpress.com/

Flyt med!

af Nina Søndergaard

Jeg er rasende over at jeg går alene hjem fra byen. Rasende fordi jeg er den eneste gående kvinde. Når jeg endelig ser en kvinde på gaden om natten, er hun enten godt gemt i en flok, på vej ud af en taxa eller susende på sin cykel.  Det her handler ikke om at score i byen, det handler om overhovedet at gå i byen. For hver aften er der musik der ikke bliver hørt, latter der ikke bliver grinet, potentielle kærester der ikke kysser, alt sammen fordi man blev hjemme. Det kan ikke passe at kvinder lader sig skræmme af truslen om voldtægt, og derfor bliver hjemme. ”Det eneste vi har at frygte er frygten selv” som præsident Roosevelt sagde i 1932. Han havde ret.

Hvis man slår op i Statistisk Årbog under forbrydelser, er det tydeligt at der er forskel på mænd og kvinder. Det er næsten kun kvinder der bliver voldtaget, 469 ud af 499 voldtægtsofre i 2005 var kvinder. Og det er næsten kun mænd der voldtager (eller sigtes for det), 240 ud af 241 anklagede for voldtægt der kom for retten i 2005 var mænd. Men 11.784 mænd blev i 2007 udsat for vold (som regel også begået af mænd). Det er mere end 2 ud af 1000. Antallet af voldtægtsofre er snarere 1 ud af 100.000.

Tallene er svære at håndtere. Der er masser af voldtægter og overfald der ikke anmeldes, men alligevel er tallene tydelige: Det er langt farligere for mænd at færdes ude i byen, mange bliver slået ned af ukendte. Mange voldtægter begås af venner, bekendte og kærester… Alligevel er det kvinderne der frygter en bytur (og især turen hjem), og mændene der glade går ud og hjem. Vi skal alle sammen passe på hinanden, så vi kan få det sjovest muligt. Altså vil jeg opfordre dig og alle andre kvinder til at skubbe frygten til side og gå ud.

Selv i dag kører bekymringskarrusellen derudaf. I ”Kvinde kend din krop” fra 2001, var der følgende formaninger for at forebygge voldtægt: ”Sørg for at følges med andre, når du går i byen eller på øde steder. Drik dig ikke mere fuld, end at du kan bevare overblikket. Stol på dine instinkter og sig fra i tide. Gå ikke med fremmede hjem.” Det første og sidste skrotter vi: Gå alene hjem, lad ikke frygten hæmme dig. Gå med fremmede med hjem, hvis du gør dine grænser klare: Du skal fortælle om hvad du vil – inden I begynder. Hvis du har det svært med at snakke om sex med en fremmed eller ikke aner hvor dine grænser er, fordi du er for fuld, så lad være og få et telefonnummer som du bruger når du er ædru. Altså var de to råd i midten gode nok. Du har et ansvar overfor dig selv, og det er svært at tage på sig når man er spritstiv.

Den første udgave af ”Kvinde kend din krop” fra 1975 var mere bramfri og gav mere brugbare råd. Det anbefaledes nemlig at skrige op, kradse, sparke, bide og slå. For at forstærke effekten af en lille kvindehånd skrev forfatterne at man skulle bruge alt hvad man kunne komme i nærheden af. En blyant i halsen kan sætte en stopper for selv den største voldtægtsmand. Men at tage dine stiletter af og dunke løs med hælen er heller ikke at foragte. Peberspray og hårlak kan også bruges, men kan ikke anbefales, da de kan give en falsk fornemmelse af tryghed og kan nemt vendes mod dig selv.

Det er vigtigt at huske på at du har ret til at forsvare dig selv. Det er så groft et overgreb, at du højst sandsynligt ikke vil blive straffet selvom du kommer til at slå voldtægtsmanden lidt ihjel. Skulle din kamp ikke nytte, vil det trøste dig at vide, at du står stærkere i en eventuel retssag hvis du har kæmpet så I begge to ligner en trafikulykke, og at du har lettere ved at komme over voldtægten end dem der ikke kæmpede. Det sker uhyre sjældent at en kvinde bliver dræbt ved en voldtægt, og du har så meget at vinde ved at kæmpe at jeg kun kan anbefale det.

Sig ja til nattelivet, mor dig så meget du kan, lad ikke frygten forhindre dig i at leve dine ønsker ud. Allerede den beslutning kan gøre at du ser mere selvsikker ud og det har også betydning. Hvis du har det godt med dig selv og slentrer selvsikkert hjem, er det endnu mere usandsynligt at en skurk vil forgribe sig på dig. Skulle du alligevel opleve en voldtægtsmand, så skrig op og strit imod, alt hvad du kan. Det skal anmeldes, selvom det er hårdt. Du må endelig ikke vaske dig inden! Det er beviser som politiet skal bruge. Foruden alt det med den gratis advokat, som du har ret til og rådgivningen, så husk at du ikke er alene og det aldrig er din skyld. Tal om det. Og husk på at du godt kan komme over det, så du igen kan komme ud og more dig og helt selv vælge om du vil gå alene eller med fremmede hjem.
http://www.joan-soestrene.dk/
http://www.voldtaegt.dk/welcome.php
http://www.sikkerflirt.dk/frame.html

Det er vanskeligt at få blogget midt i dette liv, som det meste af tiden handler om alt muligt andet end refleksioner over feminisme og seksualitet. Jeg har længe gået og fiflet med tanker om et indlæg omkring hele ideen om Patriarkatet, men det lader vente på sig, primært fordi læsningen af de bøger, der ligger ved siden af min seng, går så uendelig langsomt.

Lidt anden inspiration får jeg dog ind i mellem, og jeg vil her i hast gribe chancen for at anbefale en utrolig god dokumentar, jeg så i går. Den hedder The Naked Feminist (af Louisa Achille, 2004), og er bygget op omkring interviews med en række amerikanske pornoskuespillerinder, som hver i sær har en vision omkring det, de fortager sig. De fandt sammen i midt-firserne i en slags feministisk støttegruppe, som de kaldte Club 90 (Annie Sprinkle, Veronica Vera, Gloria Leonard, Veronica Hart, Candida Royalle, Kelly Nichols and Sue Nero). Filmen er oplysende og overraskende, og den tegner et billede af nogle utrolig spændende og stærke kvinder. Bør ses, hvad enten man er for eller i mod pornografi!

af Nina Søndergaard

The Ethical Slut – A Guide to Infinite Sexual Possibilities af Dossie Easton & Catherine A. Liszt. Greenery Press, 1997

To kvinder har begået en bog om åbne forhold og hvordan man bedst muligt bliver en dulle, men vel at mærke en dydig dulle M/K. Dydig skal her forstås som en ærlig dulle, der ikke er utro eller ude på at såre folk, men blot at have det sjovt og få så meget sex som muligt. Med andre ord, en takt og tone bog for duller af alle køn. Det lyder selvmodsigende og langt ude, men de slipper godt fra det. Grunden til at bloggen her bringer en anmeldelse af en 12 år gammel bog er at forfatternes ærinde er det samme som mit. Nemlig at åbne mulighedernes verden og at få alle til at tænke selv.

Bogen er inddelt i fire dele: ”I os selv” om hvad vi selv føler og vil. ”Mellem hver andre”, når vi har fundet ud af hvad vi vil. ”I verden”, hvordan andre kan reagere på éns kærlighedsliv. ”At more sig”, hvordan man finder frem til ligesindede. Den er dejlig amerikansk i den forstand, at de forklarer hvad der virker bedst for dem og ansporer dig til at undersøge hvad der er godt for dig. Alt sammen i et letforståeligt sprog med masser af eksempler og nede-på-jorden forklaringer. Det er lige før det bliver banalt, det skyldes nok at vi i Danmark trods alt er mere vant til papirløse forhold og gifte homoseksuelle, men det giver også en følelse af tryghed at forfatterne har tænkt hele vejen omkring problemerne.

De mener grundlæggende at sex er godt, sundt og positivt. Derfor er det forkert at ville begrænse sex i sig selv, men de uheldige følgevirkninger der kan opstå i kølvandet på sex, kan vi gøre noget ved (ved at være ærlige, bruge kondomer etc.). De tror at mennesket er et flokdyr og at vi trives bedst i stammer. Endvidere er de af den overbevisning at kærlighed ikke er et begrænset gode, men noget der kan vokse og trives når blot den får gode vilkår. De betingelser har det svært i denne verden, hvor mange mennesker ønsker at forhindre andre i at elske. Så længe der er begrænsninger på fx homoseksuelles udfoldelser, er det ikke en fri verden vi lever i.

Uanset om man selv er politisk aktivist, er der stof til eftertanke. I hvert fald er bogen én lang opfordring til at tænke selv, blive klar over hvad man føler og forsøge at indrette sit liv efter det. Her er ’målet’ at få forhold til flere mennesker, ofte som i kæreste med elskere (primær og sekundære forhold) og optimere lykken for alle. Også for børnene – der som regel trives storartet i storfamilier, hvor der altid er en voksen tilstede.

Det lyder med andre ord som coaching, bare fra hippier. Og det er nemlig hvad det er! Så uanset om man selv ønsker at leve i åbne forhold eller ej, er der meget at hente fra bogen. Fx at lære sig selv at kende, lære at være ærlig i kærlighed (det er svært, da vi hele tiden tror at vi sårer folk eller blotter os selv, så de vil afvise os, altså har de fleste forhold en hemmelig dagsorden) og at få styr på sine forventninger. Mere konkret giver forfatterne også gode råd til at lave lister over hvad man tænder på (hvilke ord vil man bruge, hvor langt vil man gå?), hvordan man håndterer jalousi, opnår de mest konstruktive skænderier og passer børn i åbne forhold.

Monogami er fint, men ikke naturligt eller gudgivet. Problemet er at det er normen, som kan være svær at styre udenom, uanset om man vil det eller ej. Altså kan folk komme til at gifte sig, være utro og ødelægge en masse for dem selv og andre. At være en dulle handler netop om ikke at være utro, men at få liv og lyst til at gå op i en højere enhed. Det er ikke lettere end det hårde arbejde, det er at være gift, men det er sjovere lover forfatterne. Man kunne jo prøve ad…

Rock’n’roll røvtur med Virginie Despentes

af Nina Søndergaard
Virginie Despentes: King kong og kvinden, Tiderne Skifter, 2007. På dansk ved Mette Olesen

Virginie Despentes er pissesur. Det har hun været længe, og hvis navnet forekommer lidt bekendt, kan det være at det er fordi du har set filmen Blodsøstre (Baise-moi fra 2000) som var en fransk, dogmeagtig udgave af Thelma & Louise, bare helt uden formildende omstændigheder. Den skabte en masse postyr i Frankrig, plakater blev taget ned og filmen blev censureret. Det hjalp ikke just på Despentes’ humør. Men sådan er det, ifølge hende, i dagens Frankrig. Der er ingen lykkelige, hverken mænd eller kvinder, men det er pga. samfundets fallit på utallige områder, ikke kun det kønsmæssige, s. 18. Hun mener nemlig at kvindefrigørelsen har fundet sted, s. 17, og den betyder i hendes optik at man kan leve som man vil. Fx ved at frasige sig ægteskabet og leve som en mand, s. 17. Hun følte sig længe meget fjernt fra kvindesagen, fordi hun ikke så sig undertrykt pga. sit køn.
 
Hun har været meget i punkmiljøet, som hun mener giver styrke og empowerment til masser –især piger der ikke lige passer ind og hun har hængt ud med radikale på venstrefløjen. Det er værd at erindre når hun giver sig til at brokke sig over Coca Cola og makeup reklamer. Det lader nemlig til at være hendes opdragelse i det miljø der får hende til at sige det, mere end egentlig overbevisning, det afsløres især ved hendes meget spændende afsnit om prostitution.

Despentes har selv været sexarbejder, først i Lyon, dernæst i Paris. Før da arbejdede hun i et supermarked og var ”deprimeret over den tid det tog fra mig, over de få penge jeg tjente og over hvor let jeg brugte dem. (…) Måned efter måned lærte jeg at forstå den præcise betydning af et liv som hæderligt arbejdende kvinde.” s. 64. Efter at have tilløb i lang tid prøver hun så og får et kick ud af at blive forvandlet fra en ’gennemsigtig pige’ til en ’syndens skabning’. ”Jeg besad en vildt eftertragtet skat, min kusse, mine bryster, og adgangen til min krop antog en uhyre vigtighed.” s. 66. Som sexarbejder ser hun til sin store overraskelse også en anden, mere sårbar og skrøbelig side af mænd.

Dén skrøbelighed og sørgmodighed mændene viser hende, er for hende det sværeste ved jobbet, for de her sårbare mænd kunne Despentes ikke bare se som pengemaskiner, hun ynker dem og ser sit arbejde som velgørenhed, s. 69. Derudover blev kick’et af selvsikkerhed og styrke sværere at styre, akkurat som coke, s. 67. Men det er i Paris med drønhård konkurrence at Despentes for alvor oplever de negative sider af sexarbejdet. Der kom mistænkelige huller i hendes CV, hun slæbte løgn med hjem til sin kæreste og den lethedsfølelse fra de første sexsalg var forduftet, s. 78.

Et interessant aspekt ved hendes virke som sexarbejder, er at det hjalp hende over den voldtægt hun blev udsat for som 17-årig. Den nat følte hun sig ’forbandet meget som kvinde’, fordi hun ikke turde trække den springkniv hun havde i jakkelommen, s. 49. Hun undrer sig efterfølgende over hvorfor der i disse gadgettider ikke er opfundet en dims til at sætte i kussen, der sprætter pikken op på enhver stodder der stikker pikken derind, s. 50. Hun undrer sig over tavsheden, den mur af tavshed der møder hende – dels taler hun ikke selv om hændelsen, dels kan hun ikke finde noget litteratur om det. Bøger har ellers altid hjulpet hende til at forstå sit liv, fx læste hun Gøgereden da hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital, men hvad voldtægt angik fandt hun ikke noget, indtil hun stødte på Camille Paglia der mente at det var en risiko man løb som kvinde. Paglia mener at det er et vilkår, et uheld man kan komme ud for, frem for et mareridt der aldrig må ske, s.44.

Hun er træt af at det er så svært at fortælle om det her, fordi hun mødes med nedladenhed, foragt og malplacerede konklusioner, s.77. Det er især belastende når det kommer fra kvinder der er gift, og som anser kærlighed som en underforstået økonomisk kontrakt, s. 80. Penge betyder uafhængighed, og luderen markerer sin uafhængighed fra kærnefamilien og hjemmet ved at indtage byen, s. 83. Mænd behøver ikke at lyve overfor hende, for forholdet mellem den heteroseksuelle mandlige kunde og luderen er en sund og klar mellemkønslig kontrakt, s. 85. Det tror jeg gerne, men det er lidt pudsigt at Depentes synes at kapitalismen er en god idé, når den muliggør at mænd tjener en masse penge og vælger at bruge nogle af dem på at købe en seksuel ydelse af hende, men at det er skidt idé når hun ingen penge har. Det er samme logik man hører i et casino, når folk vinder er poker skægt, når de taber er det råddent. Men kapitalismekritikken er skam med i bogen, dog som en af de mindre overbevisende idéer. Tilslut vil jeg runde af med et citat om de stakkels prostituerede, som jo alle er ofre. Not. Værsgo til Virgines oplevelser på side 72.

”Den første gang jeg blev ansat i en massageklinik, kom jeg fra et miljø på den yderste venstrefløj hvor jeg altid havde hørt, og troet, at piger der prostituerede sig var ofre, enten ubevidste om det de gjorde eller manipuleret til det, under alle omstændigheder var det ikke ud fra deres eget frie valg. Virkeligheden ude i felten er helt anderledes. Den pige der lukkede op for mig på massageklinikken var sort og fik én til at tabe vejret, hun var en af de smukkeste piger jeg har set tæt på. Vanskeligt at få ondt af hende eller føle medlidenhed med sådan en skabning. Senere lærte jeg hende bedre at kende, hun var lidt yngre end mig, meget bedre socialt integreret, havde allerede arbejdet flere år i branchen, havde forlovet sig med en fyr hun elskede højt, hun havde en god humor og rigtig god musiksmag. Jeg syntes hun virkede solid, arbejdsom og beslutsom. Klarsynet og tilfreds med sit liv, i modsætning til mig eller de piger jeg kendte. Hun svarede overhovedet ikke til det billede jeg havde af en professionel sexarbejder. Hun var meget efterspurgt og tjente en formue hver dag, store beløb i kontanter som hun samvittighedsfuldt sparede op.”

Et andet Hjem – Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962 af Helle Hvenegård-Lassen. Museum Tusculaums Forlag/ Det kongelige Bibliotek, 2008.

Af Nina Søndergaard

Kvindelig Læseforening stiftedes inden folkebibliotekernes udbredelse. Lejebiblioteker fandtes, men var ikke sømmelige for borgerskabets damer. Altså dannede de deres eget bibliotek og læsesal, der efterhånden udvidedes med café, studenterforening og – fripladser, foredrag, læsekredse, børnebibliotek og hotelvirksomhed. Kun kvinder sad i bestyrelsen og kun kvinder optoges som medlemmer (de første mange år i hvert fald, senere kom mænd med).

Det var en tid hvor kvinder ikke var velkomne på videregående uddannelser, ikke havde stemmeret eller mange muligheder for at gøre sig gældende i samfundet. Gifte kvinder fik først lov at disponere over egne penge i 1880. Mange af aktørerne i bogen var ugifte, hvilket dengang var langt mere stigmatiserende end nu. Især da det kvindelige ideal og mål så entydigt lå i moderskabet. Selv de barnløse kvinder hyldede moderfiguren (fx Selma Lagerlöf).

Hvenegård-Lassen er bibliotekar og hendes kærlighed til biblioteker som videnscentre er tydelig i bogen, som rummer flere historier og facetter end man kunne forledes til at tro. Her er en historie om private initiativer og om en bevægelses fødsel, flytninger, fremgang, fester og fald. Der er litteraturhistorie – fx at finde en balance mellem lødig og populær litteratur og nordisk mod fremmedsproget litteratur. Der er diskussioner om målet for kvinder (interessant at læse at ikke alle kvinderne ønskede politisk indflydelse eller adgang til universiteterne, blot åndeligt frirum) og så er der kvindehistorier i bogen.

Læser man Et andet Hjem med queer-briller er der i hvert fald masser af interessante introduktioner til kvinder, hvis levned gerne måtte undersøges nærmere. Det skal siges at Hvenegård-Lassen beskriver foreningens historie og ikke skriver biografier om kvinderne, altså skal hun ikke klandres for ikke at gå nærmere ind på aktørernes privatliv. Det har andre gjort, men uden at tage fat på de lesbiske temaer der kører som en understrøm i perioden. Fx får vi blot at vide at Selma Lagerlöf flere gange gæstede Damehotellet, men ikke at Lagerlöf var lesbisk. Den karismatiske forkvinde og ugifte Sofie Albertis privatliv afsløres der intet om. Dog får vi at vide at Ellen Branth (medlem af KL og i opposition til Alberti) levede op til fordommene om den mandhaftige kvindesagskvinde med sit slips, herrehat, cigarer og veninden Mylle Petri…

Med så meget fyld på historien om en læseforening er det i orden at Hvenegård-Lassen ikke beskæftiger sig med homohistorie, men fremover kunne det være rart hvis biografer tog fat på dét tema frem for at underspille det. I hvert fald er jeg næppe den eneste der fandt det lesbiske aspekt lige så spændende som diskussionerne om hvilken politisk eller litterær retning KL burde tage.

- Eller hvordan det indre kan konflikte med det ydre

af Inge Muurmand Jessen

Situationen: Sen aften, dansegulvet fyldt, musikken høj. Vi er et sted i København – weekenden, hvor alle skejer ud, er fulde, cool, trendy, har masken på og iscenesætter sig selv.

Jeg har gjort det, som jeg tit gør: Taget den fine kjole på. Normalt er jeg til daglig den dovne gråspurv – frysende om morgenen vælter jeg rundt i lejligheden og ifører mig, hvad jeg kan finde – puffer fjerene op og prøver at holde varmen. Det kan blive til nogle lidt crazy kombinationer nogle gange, men mestendels er det ikke imponerende. Jeg når sjældent det med makeup – desuden kommer det også til at se herrens ud hvis det regner, og da jeg aldrig følger med på DMIs hjemmeside, opdager jeg først, at det siler ned, når jeg er nået ud til den våde cykelsaddel.

Nå men, her står jeg så i mit festskrud. Når hverdagen ikke kan tilføres glimmer pga. tidsmangel og pragmatismens herredømme, så må man jo råde bod til festen i weekenden!

Jeg har den store blå kjole på og masser af de smykker på som jeg altid glemmer at bruge, men som der knytter sig så mange minder til. Hvis ham dér spørger…eller mangler noget at spørge om…så kan han jo altid sige: ”Sikken et smukt smykke du har om halsen”…Så kunne jeg begynde at fortælle om den rejse til Mellemøsten, hvor jeg købte det. Hvor dejligt det var, hvor speciel den verden var. Menneskene, aftenbrisen. Den røde sol på sandstenssøjlerne i templet, som vi gik forbi om morgenen. Mine længsler, drømme. Alle de gode ting, som var fanget i lige præcis dét sølvsmykke.

Uha, mange muligheder – jo mere pynt, jo finere dame – des mere at snakke om, hvem ved? Fortælle ud fra. Jeg vil være den smukke dronning i aften. Hende der er lidt cool – hende der betragter på afstand. Jeg ser smukkest ud når jeg ikke smiler, det ser man nemt. Alle de billeder af mig, hvor jeg smiler, ser jeg fjollet og halvlam ud. Nææ, vi skal være kølige. Ikke overstrømmende, ikke overivrige. Det er dér det altid går galt.

Fast besluttet var jeg altså ved aftenens begyndelse om ikke at begå min klassiske fejl. Som den amerikanske komiker Chris Rock har sagt det: At ende i ”the friend zone!” Han jokede naturligvis ud fra sine erfaringer som mand. Mon han nogensinde har tænkt på at også uheldige kvinder kan ende dér? Kvinder som higer efter det feminine i dem selv, men som aldrig har lært det. Som ikke har haft søsteren, som i bedste Jane Austen-stil flettede håret på hende inden sengetid. Hvor veninden aldrig har sagt ”rød er din farve.” Som aldrig har lært at spille kostbar.

Eller set nødvendigheden i det. Måske før nu.

Jeg er en lille pige inderst inde. Som bare ønsker det hele var simplere. Jeg har en drøm hvor vi sætter os op på hver vores My Little Pony med regnbuevinger og går på opdagelse i den gyldne have over skyerne. Hvor vi finder de hemmelige stier og overdækkede kløfter og bygger hule. Jeg kan ikke skjule min begejstring, min iver, når jeg finder spændende nye indtryk. Og det er min fejl.

Illustration: Inge Muurmand Jessen

I min paralyserende frygt, når det går op for mig, at jeg virker overivrig, skifter jeg emne. Hmmm, jeg kan måske redde med coolness: Hvad interesserer ham? Han er IT-fyr…computere er da vildt spændende! Fortæller om barndommen i min fars værksted, hvor han reparerer gamle fjernsyn. Sløjfefangeren i en VHS-maskine – og ja, Betamax var da meget bedre, ikke??

Jeg sad og spillede de gamle adventure-spil på min brors Amiga – når jeg da måtte låne den. Uha, den nostalgiske glæde over den simple grafik men gennemtænkte plots! Jeg bliver overvældet af fryd.

Nej, nej, nej. Overivrig – overnørdet! Fyrene gider ikke nørdede piger –eller jooo, men ikke som den eneste ene. Som kæresten over dem alle, som de ser op til, beundrer. Man bliver lillesøsteren, hende man kan spille spil med, lege med. Se film med. Men invitere ud på fin middag, danse dansen i måneskin, skrive længselsfulde breve til? Det tror jeg ikke, desværre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg trådte mine barnesko i et mandligt univers fyldt med Star Wars-figurer og min brors aflagte fløjlsbukser, som jeg fik lov at arve. Jeg kunne alligevel ikke lide at gå i kjole – hvorfor mon? Jeg søgte alternativerne i rollespillernes drengerøvsunivers, hvor jeg helst spillede mandlige roller (jeg ville da ikke være tøsen på holdet…det var nemmere at være ”one of the guys”, hvis man spillede en rolle, der var som deres). Jeg spillede brætspil med dem, lyttede til Primus og Cypress Hill sammen med dem. Gik på samme ungkarle-beskidte lokummer som dem. Senere fik jeg at vide, at de vistnok havde prøvet at score mig dengang. Men jeg opdagede jo ingenting, jeg var så naiv.

Og det er jo spørgsmålet: Er det mig, som ikke kan se? Se tilnærmelserne nu…forstå den danske fyrs måde at se på mig på, kommunikere på? At når han siger: ”Fuck mand, den kjole, dér! Skal du til bryllup?!”, betyder det i virkeligheden, at han synes jeg er sød?

Eller er det mig der ikke kan finde ud af at spille spillet. At være den passive lille søde pige? Den bly viol med øjnene vendt mod gulvet. Som ikke svarer, medmindre jeg bliver spurgt. Ahhh, hende kunne jeg godt tænke mig at være nogle gange. Og han kunne tage min hånd og sige ”Kom her” og tage mig med udenfor og sige, at jeg så sød ud….

Men det gør de jo bare ikke…eller?

Eller også når de det ikke, førend de er ramt af en talestrøm, af mange nysgerrige spørgsmål…af en analyse, af en dyb etnografisk beskrivelse af det absurde sted vi begge er havnet. De når ikke engang at give mig hånden, førend jeg har overmandet dem med ord. Men hvis jeg lod som om og var stille. Så ville jeg ikke kunne gøre det længe. På et eller andet tidspunkt ville ivrigheden overmande mig.

Vi hyggede os bare så meget – dengang jeg var én af drengene. Det gør jeg stadig med de få af dem, som er tilbage, når vi endelig mødes. Snakker om spil: computerspil, rollespil…DVD-film i den bedste udgave med den bedste kvalitet med det mest finurlige plot. De har ikke ændret sig meget – for mig. Jeg har måske ændret mig meget – mener jeg selv.

Jeg kunne ikke blive én af deres kærester. Der er vi for forskellige og for beslægtede. Er vi bror og søster? Eller er vi brødre og de ser ikke mit køn længere? På en måde ser jeg det sidste som en stor ære. At være én af dem. Ikke at blive bedømt på min overflade mere. Jeg er lige så doven som dem, lige så impulsiv efter at få min umiddelbare lyst styret – spil og sodavand og salte lakridser…må man godt det som kvinde?

Gid det bliver sådan også til jobsamtalen, når jeg er færdig med min uddannelse. De kigger på mig: Ung kvinde, omkring de 30. Ingen børn. ”Er du gift?” Nææ, jeg har ikke mødt den helt rigtige endnu. Ved ikke engang om jeg skal ha’ børn, eller hvad. Hvornår kan vi snakke om sjove programmer i fjernsynet eller computerspil? Eller at jeg tegner og godt kan lide hård rock. Kan vi ikke bonde på den måde jeg gør med mine drengerøvsvenner? Jeg er jo ligesom dig, hr. personalechef. Hvorfor kan vi ikke lege?

Jeg har det pæne tøj på til samtalen, mon ikke? Man kan ikke se min kærlighed til ”Monkey Island”-spillene, eller ”Pick of Destiny” på det. Du tror vi ikke har noget at snakke om. Du tror, jeg om kort tid kun kan snakke om baby og børnehave. Men jeg er ikke sådan!

Se, det er sådanne tanker, der frustrerer mig. Og tanken om aldrig at blive inviteret ud på dansegulvet af de søde fyre. De søde, men også i særlig grad de alvorlige fyre. Dem som tager et forhold seriøst, som ved at det er en ”two-way street”, hvor man yder for også at nyde. Hvor begge er kreative og finde på. Hvor vi kæmper og finder på nye lege, hvis det bliver for trivielt det hele.

Men mine kærester sidder tit i sofaen og spiller spil sammen med mig. De foretrækker pizza og film i stedet for en romantisk aften i teatret. Interesserne går forud alt andet. Og hvordan kan jeg blive sur over det? Jeg er jo én af dem. Men jeg ville også være en anden…bare lidt.

Af Tamiko Taguchi

Vi har i den feministiske studiekreds talt om, at der er brug for nye og anderledes fortællinger om kvindens, og for den sags skyld mandens,  seksualitet. Det er der bl.a. fordi de mest gængse fortællinger har det med at fastfryse kønnet i nogle bestemte stereotyper, for kvindens vedkommende kunne det være: romantisk, følende, modtagende, omsorgsfuld. Ikke at de nævnte kvaliteter er forkerte eller aseksuelle, men man kan savne alternative kroge at hænge sin seksuelle identitet op på. En dissekering af vanetænkningen omkring kærlighed og køn kan måske føre til mere kreative måder at løse konflikter i privatlivet på og kan være bevidstudvidende for begge køn (vi læste Bronwyn Davies: ”Kvinders Subjektivitet og Feministiske Fortællinger”).

Derfor fandt jeg på at anmelde filmen ”9 to 5 Days In Porn”, som er en række miniportrætter af mænd og kvinder, der arbejder i pornoindustriens Hollywood: San Fernando Valley i Californien.
Filmens kvinder strækker sig fra de handlekraftige og manipulerende pornstars til nogle mere triste typer, som ikke helt synes at have magten over den situation, de har sat sig selv i. I den første kategori finder vi den smukke, naturlige Belladonna ( http://en.wikipedia.org/wiki/Belladonna_(porn_star) ), som, trods sin katolske opdragelse, har kastet sig i nydelsesfuld grams i pornoens mørke afkroge, og sammen med sin mand har opbygget et mindre imperium. Hun spiller, caster, instruerer og markedsfører selv sine film og har så vidt jeg kan udlede den fulde kontrol med sit brand. Hendes mand filmer, klipper og producerer, og er udelukkende blevet trukket ind i branchen pga hende. Hendes blide, venlige væsen og aldeles upumpede fremtoning står i kontrast til de billeder, man kan have på nethinden af silikonefyldte solariebrændte Barbiekvinder (ikke et ondt ord om dem), og det samme gør hendes insisteren på at afsøge grænserne for sine mest outrerede perversioner.

Endnu mere intens er den unge upcoming stjerne, Sasha Grey ( http://en.wikipedia.org/wiki/Sasha_Grey ). Hun har ventet med længsel på sin 18 år fødselsdag, hvor hun endelig kunne forfølge sit mål: at revolutionere pornografien og opfattelsen af, hvad kvinder må, kan og tør seksuelt. At dyrke det mest beskidte, perverse sex, hun kan komme i nærheden af, og at blive en stjerne, hvilket hun lykkes med ret hurtigt. Hun har en nærmest intellektuel tilgang til sit projekt, som hun dokumenterer på dagbogsagtig facon, og hun støttes i det private af sin stille og rolige kæreste, som ikke har nogen forbindelse til branchen.

I den anden ende af spektret møder vi Audrey Hollander ( http://en.wikipedia.org/wiki/Audrey_Hollander ), endnu en ung smuk kvinde, som man aner har kastet sig ud i at spille porno, ikke fordi hun søger sig selv, men fordi hun vil anerkendes af den mand, hun desværre har forelsket sig i og siden gifter sig med. Manden kan man sådan set ikke klandre: han er en rimelig utiltalende, selvfed pornoproducer med rockstar-attitude, og har ikke den store respekt for sin kones meninger eller følelsesliv, men han er ikke uærlig eller på andre måder skummel. Hende kan man derimod godt få lyst til at ruske i, da hun forekommer mere og mere ulykkelig, sølle og alkoholpåvirket som filmen skrider frem. Nej, det er ikke særlig behageligt at være vidne til en pige i Audreys forfatning blive revet rundt foran et kamera af en stor, tatoveret marinesoldat med kvælertags-fetish.

Som en slags meta-tilstedeværelse over de forskellige skæbner hører vi løbende udtalelser fra ex-pornoskuespillerinderne Sharon Mitchell ( http://en.wikipedia.org/wiki/Sharon_Mitchell ) og Nina Hartley ( http://en.wikipedia.org/wiki/Nina_Hartley ). Mitchell lavede pornofilm i 20 år, og var afhængig af heroin. Efter et meget voldsomt overfald besluttede hun sig for at vende pornoen ryggen, og var, som hun selv siger det, meget  tæt på at ende som  ”reformed whore”, pga de mange smertefulde oplevelser hendes livsstil havde ført med sig. I stedet tog hun tyren ved hornene og uddannede hun sig til læge, og driver nu den private klinink AIM, som er et sundhedstilbud rettet mod sexindustrien. Hun og Nina Hartley (pro-sex feministisisk celebrity) rådgiver via oplysningsmateriale mænd og kvinder om faldgruberne i branchen, og Mitchell står for at udstede en stor del af de obligatoriske HIV-test certifikater, som pornoskuespillere jævnligt må tage.

Noget af det interessante, som filmen tematiserer, er de fællesnævnere, der er for disse kvinder, som på den ene eller anden måde drages til eller havner i porno. Nemlig at de fleste i forvejen identificerer sig som misfits og outsidere i de miljøer de kommer fra, f.eks grundet en ”abnorm” seksualitet, eller fordi de føler sig anderledes på andre måder. De drives af en trang til at gøre op med normer, at gå imod strømmen og være unikke og at udforske sig selv og verden. Pornoen er et identitetsprojekt. Med andre ord, og set med den voksne bagklogskabs briller på, er det i pricippet forholdsvis normal ungdomsadfærd – blot med en ekstra tand af vovemod, egotrip, sexhunger eller for nogles vedkommende selvdestruktions-drift.

Hvis ikke pornoens aktører rent faktisk lavede business, kunne man fristes til at se fænomenet som en subkultur på linie med kulturer omkring musik, stil og underholdning. Den ser ud til at mobilisere nogle af de samme følelser af fælleskab, tilhørsforhold, ”os imod systemet” og glimtvis glamour, der gør sig gældende i andre universer, der tiltrækker søgende, rastløse mennesker. Det er også tydeligt, udfra de de sexscener i ”9 to 5 Days”  som går godt, at aktørene leger, griner og fjoller med hinanden under og imellem DPs og cum shots, og man fornemmer den bonus, det hårde fysiske arbejde også må kaste af sig i form af den endorfin-inducerede lethed i sindet, som masser af seksuel aktivitet giver. Men altså også at mange af disse mennesker laver denne form for arbejde, fordi det udover at være velbetalt, er sjovt.

Man kan godt undre sig over, at porno til trods for de gode indtjeningsmuligheder, den lave forekomst af kønssygdomme (lavere end i en alderssvarende ikke-porno-skuespiller kontrolgruppe), og det grundige kendskab, man har mulighed for at tilegne sig om sin egen og andres kroppe, stadig er et område, som rigtig mange ikke ville ønske at deres nærmeste eksperimenterede med (måske kun matchet i bekymrings-faktor af eksperimenteren med stoffer). Jeg ser antipatien som et udtryk for forestillingen om, at en kvinde får uslettelige ar på sjælen af at dyrke sex med for mange mænd. Lige præcis den fortælling om kvinder, synes jeg, er værd at gøre op med. Ganske vist kan man opleve, at man fortryder de valg man tog i sin ungdom, og man kan erkende, at man dengang så på verden lige lovligt sort-hvidt. At det oprør, man mente var revolutionerende, i dag klinger hult og måske ligefrem latterligt. Men det er sådan set vilkårene ved at gå i gennem livet og blive klogere, og vi må alle hver især lære at leve med de valg, vi har taget. At kvinder, som lige præcis har eksperimenteret med seksualiteten, skal tilbydes at blive svøbt i en efterfølgende evighedsoffer-kappe, er ude af proportioner, når vi tænker kvindelig seksualitet som noget mere hårdført, og den unge kvinde som ansvarlig for sine handlinger på linie med den unge mand. Sex kan, for både kvinder og mænd, opleves som noget intimt og privat, som åbner op for det allerinderste i den udkårnes nærvær. Men sex kan lige såvel anvendes i leg, som en ekstremsport, eller et eksperiment med kroppens og sindets formåen.

http://www.9to5-themovie.com/

En anmeldelse af Nina Søndergaard

Bitterfissen – Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af leve ligestillet med den vi elsker? af Maria Sveland, Modtryk, 2008, 241 sider. Oversat fra svensk af Christina W. Bojlén

Sara er 30 år, journalist og bitter mor. Hun flygter fra vinter-Sverige en uge til Tenerife, efterladende mand og barn derhjemme. Undervejs får hun ro til at tænke over sin tilværelse, godt hjulpet på vej af Erica Jongs roman Luft under Vingerne. Plot spoiler alert: Hun vender tilbage til Sverige, mand og barn med en masse nye erkendelser.

Der er allerede skrevet meget om Bitterfissen. Men her et par ord på en feministisk blog. Der er masser af interessante (og rigtige, som i statistisk korrekte) betragtninger i bogen. Ligestilling er der faktisk ikke, selv ikke i Sverige, slet ikke når der kommer børn ind i billedet.

Her vil jeg se Sara som prototypen på den moderne, skandinaviske karrierekvinde, der aldrig har været rigtigt politisk engageret, men alligevel ser uretfærdighed overalt (s. 47). Sara er hvad vi i Danmark vil kalde nypuritansk (http://thehumanstain.smartlog.dk/nypuritanisme–pr–definition-post156753). I Sverige er hun vist ret gennemsnitlig. Jeg vil her tillade mig at se hende som eksponent for nypuritanerne eller en bestemt form for feminisme – og ikke så meget som en ’rigtig’ person med alle de modsætninger og spændinger vi alle rummer. Persontegningen er tynd og det er kun drypvis at vi får noget at vide om Sara, til gengæld hives utallige referencer til blandt andre Erica Jong og Suzanne Brøgger ind, altså tankegods som vi må antage at mange feminister har stiftet bekendtskab med.

Hun er mildest talt et anstrengende bekendtskab (og et vådt ét, hun græder meget). Ganske vist gør hun klart fra starten at hun er bitter over at være bitter, men det er forstemmende at læse hendes altopslugende krav om kærlighed. Hun vil elskes. Betingelsesløst. Altid. Af alle. Men det er noget mere uklart hvad hun selv har at give. Og det hele bunder selvfølgelig i en trist barndom med en fraværende, drikfældig far og selvopofrende mor.

Sara er bitter over manglen på ligestilling. Det kan jeg også blive ond i sulet over. Men Sara er ude af stand til at se at hun ikke ønsker ligestilling, men at hun får sin vilje hele tiden.

Ligestilling betyder her ikke kun at mænd og kvinder laver lige meget til lige løn, tager sig lige meget af børnene, men også at de oplever og føler ens. Det er for mig at se denne romantiske indstilling til følelseslivet, der gør Saras ligestillingsprojekt umuligt. Det er nemlig ikke nok at manden laver det samme som kvinden, han skal føle det samme. Det er et ufravigeligt krav at han skal dele akkurat den samme mængde smerte og glæde som hun selv. Saras blanke afvisning af at andre kunne formaste sig til at mene og føle noget andet end hende selv giver hende en masse nederlag. Hun er med andre ord per definition sur, forarget og fornærmet hvis ikke alle synes akkurat det samme som hende.

Det kommer til udtryk i at Sara på side 25 kan ærgre sig over at mænd ikke tager mere barsel. På side 45, da hun har født og er blevet syg, føler hun sig svigtet på det grusomste af sin mand, der ikke ønsker at overnatte på hospitalet med hende og barnet, men tager hjem i stedet med barnet. Altså, at han tager sig af sin nyfødte dreng er et svigt, et nederlag, en mandlig hån mod hende, der ligger syg på hospitalet. Hverken Sara, andre eller forfatteren borer i dette. Der er kun ét fortællespor, hvor selvmodsigende det end er: Nemlig at mænd er røvhuller og svin, uanset hvad de gør (medmindre de skræller appelsiner, s. 160). Alligevel er Sara ude af stand til at forestille sig at leve alene – eller at tage imod Rositas flirt på Tenerife.

At vi alle skal spejle os fuldstændigt, 100 % og hele tiden, i hinanden gør, at der kun er plads til tosomhed i Saras univers. Ikke at Sara har spekuleret så meget over det, det tager hun for givet – som så meget andet, s. 26. Selv når hun tænker på regnbuefamilier [homoseksuelle familier], så er det som par og par, der får børn sammen, og at børnene faktisk kan trives med denne form for udvidet familie, s. 168. Det er flot af Sara at hun ved at også bøsser og lesbiske kan blive forældre og at hun endda kan acceptere dette. Så er det næsten for meget at forlange, at hun kunne overveje at personerne ikke nødvendigvis ser sig selv som par, men måske som storfamilier, enkeltpersoner eller noget helt tredje. Saras opskrift på et voksenliv er lig med pardannelse, hvor ligestillingen er total på antal kroner og øre, bleskift, latteranfald, orgasmer og følelser.

Under et interview med hendes beundrede Suzanne Brøgger, udtaler Brøgger at hun er taknemmelig. Over at være i live, at der findes ømhed og ingen af hendes elskede var syge eller døende, s. 115. Dét bliver Sara skuffet over. Meget. Men senere, da hun går derfra, føler hun sig storsindet (s. 116), da hun pludselig respekterer Brøggers privatliv og at Brøgger lever med ”alle de modsætningsfyldte følelser som tosomheden indebærer.” (s. 117) Sara forankrer Brøggers følelse af taknemmelighed (enkel glæde over medgang?) i parforholdet. Brøgger omtaler ’elskede’, hvilket kunne henvise til alle hendes (tidligere) elskere, familie, venner, naboer, katte og kanariefugle, men Sara har ikke fantasi til at rumme mere end én elsket. Bemærk også at Sara føler sig large over at kunne respektere at Brøgger ikke føler det samme som hun.

Sara vil gerne eje sit eget liv. Det kommer hun også til på sidste side. På side 232 kommer hun endelig til den erkendelse at hun kan tage ansvar for sit eget liv, og ikke bare følge et lyserødt ideal om lykke som det onde patriarkat har stillet op for hende. Sara har det også ret godt i sin krop, hun er åbenbart smuk, solbrændt og stærk. Hendes seksualdrift fejler heller ingenting og hun havde mange kærester i gymnasiet. Hun opdager ”hvad begrebet luder egentlig dækker over: magten over vores seksualitet. (s. 131)” Det er så langt som hendes forståelsesramme rækker. For hendes krav om aldeles ens afspejlede følelser og kærlighed for alle får hende til at fordømme sexarbejde. Sara bliver dårlig, da hendes mandlige kollega fortæller at han har købt en sexydelse i Thailand for 10 år siden (s. 177-180):

”Men hør lige, jeg er sprøjtende ligeglad med, om du har været utro eller ej. Folk kan for min skyld bolle til både højre og til venstre, men jeg bliver utroligt ubehageligt til mode over at høre, at du har udnyttet fattige thaikvinder, som har måttet prostituere sig selv for at overleve. Hvordan føles det at bolle en, der er nødt til at gøre det for penge, men som ikke selv har spor lyst til det? spurgte jeg ophidset.

- Nu er det jo ikke så enkelt, som at de ikke har lyst…, sagde han, og jeg måtte igen se ham i øjnene for at tjekke, om han lavede grin med mig.” (s. 178)

Det kunne ligne god gammeldags forargelse, men Sara har faktisk gjort som mange sexarbejdere (og andre), nemlig skabt sig et frirum gennem sex. Som 14-årig har hun en kæreste på 21 (dén var ikke gået i dag), han smitter hende med kønsvorter og klamydia, til gengæld bor hun stort set hos ham for at slippe for sin familie. Hun prøver at overleve, og kæresten er det eneste alternativ hun har.

”Det sved og gjorde ondt at have sex med Jens, men det var alligevel bedre end at være i nærheden af min mors og fars fornedrelse. Det var min eneste mulighed for at slippe for deres angst. Sådan var det, selv om jeg ville ønske, at der havde været andre måder at blive voksen på end gennem disse frivillige voldtægter.” (s. 146)

At hun valgte en kæreste frem for kvælende familieliv er åbenbart på ingen måde sammenligneligt med at vælge sexarbejde frem for kvælende fattigdom, så Sara har ikke kvaler med at forbyde andre hvad hun selv har gjort og endda fortæller frejdigt om. Storsindet som hun fyldes af på side 116 har trange kår i resten af bogen, hvor det primært er samfundets og andres skyld at hun er bitter. Hendes enorme krav om uendelig lykke, tilfredsstillelse og kærlighed fylder så meget at hun næsten ikke tør tro en ældre kvindes ord om at man ikke er i stand til at vælge rigtigt hele tiden, men bliver nødt til at lære at leve med at man måske kommer til at vælge forkert en gang i mellem, s. 230.

Saras verden hvor der kun er plads hendes egne følelser, uden at hun skal kunne hænges op på noget, er for mig at se barnlig og ukonstruktiv. Desværre fylder Bitterfissen så meget i bogen, at de glimtvis interessante betragtninger drukner aldeles hendes bitre kærlighedshunger. For dét at mænd stadig har en anden position end kvinder, har Sara egentlig ikke forudsætninger for at analysere, da det hele bunder i at andre (uanset hvem og hvilket køn) til tider føler og gør noget andet end det hun selv gør. Altså er vi kun nær ved at få nogle spændende feministiske vinkler på fx arbejdsgange eller retssager, men Sara evner ikke at træde ud af sin ynkelige barnerolle som den evigt uelskede og danne sig et reelt overblik. Jeg håber at Sveland i næste bog formår at skabe sig en karakter der kan rumme lidt mere end Sara kan, der er nemlig potentiale som bare ikke bliver forløst i kravet om kærlighed nu.

af Eini Carina Grønvold

Søndag d. 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, var vi en gruppe kvinder, der gik igennem Vesterbro for at kæmpe for sexarbejderes rettigheder og mod et sexkøbsforbud.

Manifestationen var en historisk begivenhed på dansk grund, da det var første gang, feminister og sexarbejdere demonstrerede for sexarbejderes rettigheder, og det gav hele oplevelsen en særlig aura – finurligt understreget af den sol, der brød igennem sky og regn, da vi indtog Enghave Plads efter 8. Marts-initiativets parade.

For mig personligt var den dag også klimaks på 2-3 heftige uger, hvor en lille gruppe ildsjæle kæmpede intenst for at få manifestationen op og stå. Vi havde hverken tid eller penge, men vi havde en stærk vilje, og det så man beviset på i går.

Da vi havde pakket banneret sammen og sad og fik en nedkølingsøl, havde jeg en følelse af enorm tilfredshed og stolthed. Det var gået rigtig godt. Bedre end man havde turde håbe på med så meget modstand.

Efterfølgende melder tilbageblikket sin ankomst, og hvor handling giver en følelse af kontrol, så er efterrationalisering som et grundvilkår afmægtig. Man føler sig lige pludselig usandsynligt blottet ved at have gået der og gjort sig til og ikke kunne gøre de detaljer, man ihærdigt finder frem fra al succesen, om.

Men hvor jeg dog glæder mig til at stå der til næste år igen!

På Enghave plads holdt jeg en tale. Den kan læses her:

Til at starte med vil jeg spare jer et kort øjeblik for politisk brandtale og ganske enkelt takke hver og en af jer, der er mødt op i dag, for overhovedet at være her.

Tak for det!

Vi er ikke mange, og det kunne man ikke forvente, vi ville være. For det kræver MOD at være her i dag. Det kræver MOD at gøre op med flere tusinde års historier. Historier om kvinden som svag og sårbar. Historier om skamfuld seksualitet og syndefald. Historier om madonnaen og luderen. Historier om horen, skøgen, tøjten som den faldne kvinde, der skal reddes ind på dydens – moralens – smalle sti. Historier om sagesløse kvinder, der bliver begæret og nedlagt og ALDRIG ALDRIG ALDRIG begærer og nedlægger.

En løgn, der siges ofte nok og som ikke afvises og modsvares, kan desværre opnå karakter af en sandhed. En moral, der ophøjes længe nok kan forveksles med et indlysende faktum.

Så hvordan får vi stoppet disse løgne? Hvordan får vi fortalt nye historier, der kan erstatte de gamle? Det gør vi, først og fremmest, ved at stå her i dag.

Få hundrede meter fra hvor vi står nu er en masse mennesker samlet i 8. marts-initiativets demonstration for at forbyde prostitution. Få hundrede meter herfra genfortælles de gamle historier om kvinders sårbarhed endnu en gang.

I mine øjne viser det, at en stor del af kvindebevægelsen er i en sørgelig forfatning. Feminismens navn er blevet taget til gidsel i en sag, der handler om alt andet end det, feminisme BØR handle om.

Det burde være åbenlyst, at der er noget galt, når en feministisk demonstrations hovedtaler er en af tidens mest populære mandlige politikere og demonstrationens formål er at bekæmpe andre kvinders rettigheder.

”Forbyd sexkøb”, siger de. Det skal være den mandlige sexkunde og ikke den kvindelige sexarbejder, der skal stilles til regnskab for usædeligheden.

Men at ulovliggøre sexkøberen ER ultimativt at ulovliggøre sexarbejderen. Den eneste forskel er, at man ikke engang tilkender sexarbejderen ansvarlighed og selvbestemmelse nok til at stille hende til regnskab for sine egne valg. Og dét fordi hun er KVINDE – der er sjovt nok ingen, der hidser sig op over, at mænd sælger sex.

Udover drastisk at forværre sexarbejdernes generelle vilkår, ville netop dén lovgivning også være med til at reproducere en forestilling om, at manden skal beskytte og tage ansvar for kvinden, for kvinden er sårbar og ude af stand til at handle selv.

Det er lige præcis de forestillinger, som det burde være feminismens opgave at slå i tusind stykker.

For kvinder er ikke svage! Vi er stærke, handlende individer, der har ret til bestemme over vores egne kroppe! Der har ret til, som samtykkende voksne, at dyrke sex med hvem vi vil og hvordan vi vil, uanset om der er penge involveret eller ej!

Så hvor er feminismen henne?

Er det fordi, vi kvinder er løbet tør for ting at kæmpe for, at landets største feministiske forsamling kæmper under samme antifeministiske parole for andet år i træk? Det ville visse feminisme-kritikere sikkert sige…

NEJ!

Der ER STADIG en kvindekamp at kæmpe! Hvad vi kæmper for – her – i dag er kvindens frigørelse fra patriarkatets jomfru-ideal!

Vi ønsker at gøre op med forestillingerne om en romantisk, monogam seksualitet som den eneste mulighed for kvinder. Vi vil kæmpe for en kultur, hvor kvinder anerkendes som handlende subjekter med ret til egne tolkninger af det værktøj, der er seksualiteten, og det UDEN for moralske forestillinger om, hvad der er en RIGTIG seksualitet, og hvad der ikke er.

Kampen for sexarbejderes rettigheder er en social kamp, hvor målet er anstændige arbejdsforhold for sexarbejdere, men den kamp er også et symbol for frisættelsen af kvindens seksualitet, og det er derfor, vi står her i feminismens navn i dag!

Tak til Maj Christensen for billeder.