Det er vanskeligt at få blogget midt i dette liv, som det meste af tiden handler om alt muligt andet end refleksioner over feminisme og seksualitet. Jeg har længe gået og fiflet med tanker om et indlæg omkring hele ideen om Patriarkatet, men det lader vente på sig, primært fordi læsningen af de bøger, der ligger ved siden af min seng, går så uendelig langsomt.
Lidt anden inspiration får jeg dog ind i mellem, og jeg vil her i hast gribe chancen for at anbefale en utrolig god dokumentar, jeg så i går. Den hedder The Naked Feminist (af Louisa Achille, 2004), og er bygget op omkring interviews med en række amerikanske pornoskuespillerinder, som hver i sær har en vision omkring det, de fortager sig. De fandt sammen i midt-firserne i en slags feministisk støttegruppe, som de kaldte Club 90 (Annie Sprinkle, Veronica Vera, Gloria Leonard, Veronica Hart, Candida Royalle, Kelly Nichols and Sue Nero). Filmen er oplysende og overraskende, og den tegner et billede af nogle utrolig spændende og stærke kvinder. Bør ses, hvad enten man er for eller i mod pornografi!